Susan får lavet verdens største sko i marmor: Giver den syriske flygtning Nabil sit livs opgave

Susan Moser har lært én ting i livet. Skal du gøre noget, skal du tænke stort. Da hun derfor havde moderniseret sit nye hovedkvarter til Moser Studio på Vesterbrogade i Gilleleje, gjaldt det om at finde et symbol for hendes verdensomspændende virksomhed med ekspertise i natursten. Det blev til verdens største sko – og måske et lykketræf for en syrisk flygtning og billedhugger med seks børn, der befandt sig ved et marmorbrud i Norge. Nu er den på plads.
Moser & Moser har et advisory board fra KIB.

Publiceret 22. april 2020 – Af en Executive Magazine reporter

De to kvindelige eventyrere så på hinanden og så var de enige: Susan Moser, der efter en millioninvestering i et nyt hovedkvarter til Moser Studio på Vesterbrogade i Gilleleje, og art director Mette Forum, der er formand for Kvindelige Eventyrers Klub, ville som symbol lave verdens største sko i marmor ”så der var noget at stikke i for Holger Danske under Kronborg, hvis han kiggede forbi med syvmileskridt”.

Symbolet når man lever på en rejsefod
”Når man har en verdensomspændende virksomhed med ekspertise i et nicheområde som natursten, vil man gerne skabe opmærksomhed om sin profession,” siger Susan Moser, der som direktør i Moser & Moser har 30 års ekspertise i brug af natursten til facadebeklædning og interiør i byggerier fra Europa over Asien til USA og Mellemøsten. ”Skoen symboliserer således også, at jeg det meste af mit liv har levet på rejsefod og besøgt over 70 lande på seks kontinenter. Ligesom den markerer, at natursten er et bæredygtigt materiale.”

Eventyrformanden og den flygtede syriske billedhugger
Susan Moser havde på sin færd rundt til forskellige stenbrud fundet en egnet marmorblok på over fem ton i kvaliteten Norwegian Rose i den nordnorske by Fauske, der grænser op til Sverige. Som medlem af Kvindelige Eventyrers Klub kendte hun Mette Forum, der sagde ja til at tegne skoen.

Mette Forums skitse og modellen af skoen – efter Susan Mosers ide- og 5 ton marmor.

Tilbage i det norske stenbrud traf hun ved et tilfælde billedhuggeren Nabil Hassan Altinawi, der var flygtet med kone og seks børn fra Syrien til Norge, hvor han nu søgte at skabe en ny tilværelse for familien. ”Han kunne da sagtens få en flot sko ud af den marmorblok, jeg havde udvalgt. Selv om jeg taler syv sprog, er arabisk ikke et af dem, og jeg måtte derfor gennem en kontakt i Mellemøsten, der oversatte til og fra italiensk, så vi kunne forstå hinanden. Lidt underligt at stå i Norge og forhandle gennem en mobil om, hvorledes denne enorme sko skulle skabes ud af stenblokken. Jeg var skeptisk, men da Nabil lavede en flot model, der på en prik ramte designet, fik han opgaven,” siger Susan Moser.

Ikke en sko at sende med pakkepost
Nabil Hassan Altinawi lagde alle kræfter i arbejdet. Efter nogle måneders hårdt arbejde stod skoen færdig. Den målte nu 165 cm i længden, 90 cm i højden og 75 cm i bredden. Da den kom på vægten før transporten fra Fauske til Danmark, vejede den 2,7 ton.

Billedhuggeren Nabil Hassan Altinawi var henrykt for den store opgave.

”Ikke just en størrelse sko, man sender med pakkepost,” konstaterer Susan Moser tørt. Skoen skal vise vejen til hendes nye hovedkvarter i Gilleleje, men også være en seværdighed, der kan trække turister og kunder til denne del af byen, samtidigt med den manifesterer at der i over 35 år har været skoforretning i forhuset og fortsat er det. ”Vi skal kæmpe for at bevare forretningslivet i de små byer i Danmark,” understreger Susan Moser.


Læs mere: www.moserogmoser.dk

1 Comment

  1. Alt takk til fru Susan Muser, som ga meg muligheten til å jobbe for henne, og som hun sa, var jeg veldig fornøyd med gjennomføringen av dette arbeidet

Leave a Reply

Your email address will not be published.