Resumé: I bogen ”Magt til hverdagsbrug – Af en… dagbog” fortæller hovedpersonen, den høje, skarpe blondine med læge- og psykiaterbaggrund om, hvordan hun får ideen til et afhængighedsskabende slankemiddel, der skal koordineres med motion og donation af afdøde til forskning – for at opklare et mord. Et stort, internationalt medicinalfirma køber projektet, og så går den vilde jagt. Bogen har virkelige personer som skabeloner, men er – naturligvis – næsten fri fantasi. Mange kvinder hævder at være inspiration til hovedpersonen, 190 cm, IQ 163, brystmål 102,” alle interesserer sig mest for brystmålet”. Kun to er det. Læs uddrag fra bogen.
Publiceret 3. december 2022. Af: Redaktionen. Webredaktør: Team.
Vi hopper lige ind i fortællingen. Efter færdiguddannelse som shrink i USA og en ny karriere som management consultant er bogens hovedperson på vej til et afgørende møde i en stor dansk, international medicinalkoncern. Hun har udtænkt en storslået plan for at opklare et mord, tjene bunker af penge, gøre noget for folkesundheden og forsyne lægevidenskaben med de lig, der er så vigtige for forskningen:
Flyveturen over Atlanten var begivenhedsløs. Jeg er for nærig til at flyve på business, når jeg selv skal betale. Det skulle jeg ikke denne gang. I New York havde jeg mødt koncernchefen for en stor medicinalvirksomhed, der var løbet ind i nogle etiske problemer i forhold til de verdenskendte produkter, hans virksomhed fremstillede. De tjente bunker af penge på det forebyggende medikament, men i stedet for at minimere lidelsens årsag, nemlig primært usund levevis og spisevaner, øgede de indtjeningen ved at udvikle og markedsføre produkter, der kunne anvendes i et tidligere stadium af lidelsen. Med sin lægelige baggrund havde han det ikke godt med det.
Han havde nu ikke andet valg.
Virksomhedens stemmeberettigede aktier var ejet af en fond, der ved dygtig forvaltning tjente endnu flere penge. Fonden, der undgik stort set enhver form for beskatning, uddelte årligt et milliardbeløb til forskning. Det interessante var, at størsteparten af midlerne altid gik til ansøgere, der ville forske i en videre udvikling af behandling af den lidelse, virksomheden tjente sine gigantoverskud på. Det var længe siden, at direktøren med et tyndt og uklædeligt skæg dengang havde stået i sin brune læderjakke og talt en flok demonstranter til rette. De mente – fejlagtigt – at hans virksomhed solgte HIV-bekæmpende medicin til overpris i et fjernt land. Det med overprisen var rigtigt nok, men der var ikke tale om medicin mod HIV. Nu havde han det etiske problem, der var ved at udvikle sig til hans traume. Måske blev det holdt i ave af hans støt stigende, tocifrede millionløn og en aktieoptionsaftale, der ville få det til at svimle selv for vindere af de største gevinster hos Danske Spil.
Piloten svingede flyet ud over Øresund og i en bue ind mod Københavns Lufthavn i Kastrup. Det er en af verdens ældste lufthavne, fra 1925. Jeg vidste fra en flyveleder, jeg kendte, at den har to parallelle startbaner og én tværgående 12/30, som helst ikke benyttes, fordi indflyvningen skal foretages over det sydvestlige København. Vi landede på bane 22 L, der er knap tre kilometer lang. Jeg spekulerede over, hvorfor jeg overhovedet genkaldte mig det og blev enig med mig selv om, at det var en mental overspringshandling i relation til det forestående møde med koncernchefen. Jeg genkalder mig sommetider de mest besynderlige ting, når jeg bliver nervøs. Jeg har klæbehjerne. Det har hjulpet mig til topkarakterer i gymnasiet og efterfølgende på universitetet. Jeg fandt dog snart ud af, at udenadslære ikke har nogen betydning, hvis man ikke kan konvertere sin viden i forhold til behovet. Det er så sjovt, når kvinder påberåber sig bestyrelses- og toplederposter under henvisning til, at de udgør over 60 procent af de tilmeldte på de videregående uddannelser. For det første er mange af de universitetsfag, de vælger, ikke relevante for en kommende topleder. For det andet er der forskel på at have en længere, videregående uddannelse og at være højtuddannet. En markant dansk fremtidsforsker var en af de første, der pointerede det ved udgivelsen af sin bog Dream Society. Han fik ikke tak.
Bogens hovedperson ankommer til medicinalvirksomhedens hovedkontor til sit møde med virksomhedens leder:
Koncernchefen var ikke lige at komme i nærheden af, sådan rent fysisk. Sikkerhedsprocedurerne mindede til forveksling om dem, jeg kendte alt fra godt fra lufthavnene. Man skulle endda sluses ind for bare at nærme sig den ikke videre pompøse reception. Jeg blev anvist en computer og skulle selv skrive mig ind med navn og virksomhed. Den ene af de to kvinder i receptionen smilede til mig. Jeg skulle bære mit gæstekort synligt og bare følge efter hende. Undervejs tog koncernchefens direktionsassistent over. Det var en yngre mand. Han hilste og så lidt for meget på mig, før han slap min hånd. Så vendte han om, mens han sagde: Denne vej. Elevator. Han holdt sig i passende afstand. Han skulle ikke nyde noget, det var klart.
Da han nåede frem til koncernchefens forkontor, tog han sin mobil frem og trykkede på tasterne.
Lidt efter lød der et klik, og døren til det bagvedliggende kontor gled til side. I døråbningen stod koncernchefen. Blikket bag de uindfattede briller var fast. Han var glatbarberet. Manchetskjorten var hvid, slipset blåt med indsyede, små stjerner, bukserne sorte og skoene blankpolerede. Han var ikke nogen særlig stor mand og matchede ikke min højde. Jeg havde de sylespidse hæle på, der gav mig nogle ekstra centimeter. Højde er også magt. Han var nødt til at kigge op til mig. Det brød han sig ikke om. Jeg noterede mig, at det kunne være noget, jeg kunne bruge senere. Da vi satte os ved mødebordet, lagde jeg mærke til, at de dyre, indstillelige konferencestole havde forskellig højde. Hans sæde fik ham til at virke større og mig mindre. Vi var i øjenhøjde. Ikke noget tilfælde.
Han takkede mig venligt, fordi jeg ville komme og spurgte til min rejse. Den gik godt, sagde jeg. Altså ingen problemer? Nej. Lad os tage fat med det samme. Jeg har skildret mit problem, det personlige, etiske dilemma. Hvad kan man gøre ved det?
Jeg ridsede mulighederne op. Skifte job. Gå på pension – aldrig i livet, afbrød han. Prøve at ændre forretningsgrundlaget. Umuligt; de vil riste mig i Helvede. Acceptere, at det er en del af forretningen. Er prøvet; dulmer ikke samvittigheden. Købe aflad, så. Havde han tænkt på. Vi talte altså om millioner af mennesker. Det ville blive meget dyrt. Lade koncernen eller måske endnu bedre fonden investere i sunde, medicinfrie aktiviteter, så der både blev tjent penge og gjort noget for at ændre brugen af den unødvendige medicin og holde mange mennesker raske. Kunne tænkes. Lav mig en plan. Undskyld mig, vi må slutte nu. Bestyrelsesformanden vil tale med mig. Det kan ikke vente. Hvornår… begyndte jeg. Inden for en uge. Bare et kort oplæg på max. 10 sider. Træk på min assistent, hvis du skal bruge noget. Farvel. Døren gled til side. Assistenten viste sig i døren. Jeg fik hans kort med navn, stillingsbetegnelse og mobil samt direkte nummer. Du kan ringe til mig døgnet rundt. Man er vant til at være til rådighed, sagde han.
Jeg glemte at bede receptionen ringe efter en taxa. Da jeg stod ved hovedindgangen, begyndte det at regne. Jeg trak ind i læ. Lidt efter kom en mørk, slank mand ud. Han spurgte, om jeg ventede på nogen. På en taxa, sagde jeg. Er den bestilt? Nej, jeg regnede med, at der ville komme en forbi. Du kan køre med mig, hvis du skal til centrum. Hvad laver du her? Jeg forklarede mit ærinde uden at være for specifik. Jeg arbejdede med management consulting. Base i New York. Tilkaldt for at belyse et særligt problem. En forretningshemmelighed. Det kan du godt fortælle mig. Jeg får det alligevel at vide, sagde han med et stille smil. Hvordan det? Jeg er fondens bestyrelsesformand. Touché. Jeg sagde lidt mere. Nok til at tilfredsstille hans nysgerrighed. For lidt til at sætte koncernchefen i et dårligt lys. Et kvarter efter stod jeg på fortovet i Gothersgade lige over for Kongens Have. Jeg skulle møde den undersøgende journalist, der nu var nyhedsredaktør på den nærliggende avis.
Fortælleren gør status over sit projekt. Det kan måske rette op på virksomhedens ønske om at gøre sin meget berømmede firedobbelte bundlinje til en realistisk størrelse – og en cash cow:
På plussiden havde jeg sikret mig udsigten til en god indtjening på konceptet for den indbringende ”afladsforretning” for fonden bag koncernen. Alene lanceringen af planen ville kunne bidrage stærkt til den firedobbelte bundlinje, som de uden større held havde søgt at gemme sig bag i årevis, når kritikere af deres produkter kom for tæt på den enorme avance, de havde på stort set alle medikamenter. Den firedobbelte bundlinje indeholdt ud over økonomi, det sociale regnskab og det miljømæssige regnskab også et etisk og moralsk regnskab – helt i tråd med forfatteren til ”Enten – Eller. Et Livs-fragment”. Bør og gør var imidlertid ofte blevet forvekslet med burde og turde, der var en lidt anden størrelse. Min ”opfindelse” ville rette op på det. Måske ville det give fonden et bedre image og koncernen et bedre brand – og under alle omstændigheder ville mit projekt være en cash cow af dimensioner.
Hovedpersonen mødes med en veninde, der skal hjælpe med at lave en krævende organisationsplan – hun har erfaringen fra at håndtere ledelsessammensætningen i en anden stor danskbaseret, international virksomhed med 80.000 ansatte. Først bliver hun klandret for, at hun ikke har brugt sin samfundsbetalte lægeuddannelse bedre:
Jeg syntes nu, at hun ikke skulle snakke om det med sine honorarer. Nu hun nævnte det, var det tilfredsstillende. Jeg havde for eksempel udarbejdet en plan for, hvorledes ejeren til en stor medicinalkoncern kunne tjene penge uden at gøre en hulens masse mennesker afhængig af koncernens medikamenter. Det var da noget.
Hun tav. Jeg var inde på hendes boldgade, hvor man bruger mennesker som levende brikker i et spil. Hun forstod dele af mit projekt og hvorfor det på sit sæt var genialt. Uanset om de mennesker, der var målgruppe for fondens medicinalfabriks produkter eller om målgruppe for livsstilskæden, var resultatet bundlinje, så langt øjet rakte.
Jeg rakte hende et factsheet fra WHO, verdenssundhedsorganisationen:
Fakta
- Worldwide fedme er næsten fordoblet siden 1980.
- I 2008 mere end 1,4 milliarder voksne, 20 og ældre, var overvægtige. Af disse over 200 millioner mænd og næsten 300 millioner kvinder var overvægtige.
- 35% af voksne i alderen 20 år og derover var overvægtige i 2008, og 11% var stærkt overvægtige.
- 65% af verdens befolkning lever i lande, hvor overvægt og fedme dræber flere mennesker end undervægtige.
- Mere end 40 millioner børn under 5 år var overvægtige eller fede i 2012.
- Fedme kan forebygges.
Forstår du nu, hvorfor mit koncept er så genialt? Hun smilte resigneret, og jeg kunne læse ud af hendes udtryk, at hun ærgrede over, at hun ikke havde udviklet det projekt. Smilet blev mere imødekommende. Hun prøvede at lege underhund. Var der måske en plads for hende i det projekt? Nå, ikke lige nu? Men måske senere. Ja, noget senere. Indtil nu var det bare et luftkastel. Men af den indbringende slags, sagde hun, fortsat smilende, men lidt mere indædt. Ja, bekræftede jeg, af den indbringende slags.
Hovedpersonen reflekterer over den modtagelse, hendes projekt har fået hos koncernchefen. Der er et markedsunderlag på 700 millioner mennesker. Skulle hun satse alt på et bræt og droppe sin egen virksomhed? Det var fristende:
Han havde modtaget mit oplæg og syntes, at det skar lige ind til kernen. Det bekymrede ham, at fonden nu skulle til at konkurrere mod sig selv. På den anden side var han begavet nok til at se, at det kunne blive en win-win situation, hvor fondens virksomheder kunne øge den samlede markedsandel og samtidig have et stærkt alibi for at medicinere endnu flere i verden. Med et markedsunderlag på brutto godt 700 millioner mennesker og knap 400 millioner diagnosticerede for den lidelse, der skulle medicineres mod, kunne det kun betyde vækst.
Koncernchefen var indstillet på at anbefale mit koncept til realisering. Det kunne ske gennem et personsammenfald i bestyrelserne for henholdsvis hans virksomhed og fonden. Han prøvede at stille én betingelse: Jeg skulle opgive min rolle som managementkonsulent og indgå i direktionen i den virksomhed, der efter opkøbene skulle opbygges og målrettes de nye aktiviteter. Han havde et udkast til en kontrakt klar. Jeg løb den hurtigt igennem: Kompensation i millionklassen for at opgive min egen virksomhed, adkomst til at lukke andre engagementer over de næste seks måneder og en løn, der ville blive udbetalt med udgangspunkt i Schweiz – det mulige, nye hjemsted for denne virksomheds internationale aktiviteter. Oveni en bonus, der kunne blive betragtelig. Økonomisk var denne aftale langt bedre end den, jeg selv havde lagt op til.
Hovedpersonen rejser til London for at interviewe mulige ledere af den organisation, hun skal opbygge. Ikke alle siger ja, men:
Jeg havde et par andre muligheder at kontakte i London. En headhunter, der var gift med en tidligere general. Hende kendte jeg gennem en advokat, jeg havde mødt i New York, og som nu have speciale i rekruttering af advokater til de store advokatvirksomheder i primært UK. Jeg var på den med tid. Vi mødtes derfor på The Mad Bishop & Bear på Paddington Station og fik en gin og tonic, som vi begge bare nippede til. Da vi ikke var færdige med mødet, tilbød hun at følge med i Heathrow Express toget på 1. klasse til lufthavnen – der var mere plads. Undervejs overdrog jeg hende jobbeskrivelsen på engelsk. Hun mente at have et par kandidater med en international profil. Vi aftalte, at hun skulle sende profilerne til København. Vi kunne mødes i et af Hilton Copenhagen Airports mødelokaler i lufthavnsbygningen. Tiden var ikke ligefrem på min side.
Flyet fra SAS var på tavlen, da jeg var kommet gennem sikkerhedskontrollen. Jeg tog lige en runde for at se på en masse kosmetik, jeg alligevel ikke gad købe og gik derefter til gaten. Vi boardede helt efter planen, men så gik det galt. Bagagelugen var blevet beskadiget og havde sat sig fast. Den kunne ikke lukkes. En af piloterne orienterede. Man ville prøve at reparere den. Der kunne godt gå lidt tid. Kort efter var der ulideligt varmt i kabinen. Stewardesserne holdt sig væk bag det forhæng, de altid gemmer sig bag, når de ikke skal eller vil ses. Efter 30 minutter begyndte en urolig stemning at brede sig. Jeg fornemmede med ét, hvordan det var at være et svin på vej mod slagtning og vide, at der ikke var nogen vej tilbage. Reparere en bagageluge med en hammer. Det kunne de ikke mene. Gad vide, om man skulle komme af det fly i en fart. Efter yderligere et kvarter kom beskeden. Vi skulle forlade flyet. De ville indsætte et nyt. Vi måtte vente i gaten. Af en eller anden grund følte jeg medlidenhed med SAS og selskabets ansatte. Lidt som man vil føle for et forhistorisk dyr, der havde forvildet sig ind i vores tid, det 21. århundrede. Jeg ville ønske, at jeg som management konsulent havde fået til opgave at lægge en ny plan for det selskab. Men vidste, at det nok var for sent. Konkurrenterne, herunder ikke mindst det dygtigt og hårdt drevne Norwegian, havde skubbet det skandinaviske selskab ud mod afgrunden. Vi landede stærkt forsinket i Københavns Lufthavn i Kastrup. Kaptajnen beklagede. Passagererne lyttede ligeglade. Der var lutter sure miner, da de forlod flyet. En kom til at sparke en stewardesse over skinnebenet. Et uheld, naturligvis. Der kan jo ske så meget, når man skal ud af et fly i en fart, og de presser på bagfra. En væmmelig lille mand prøvede at gnide sig op ad mig bagfra. Jeg ramte ham tilsigtet hårdt med min lette kuffert og hørte ham gispe. ”I’m so sorry,” sagde jeg. Han kunne se, at jeg mente noget andet og holdt sig på afstand.
Mørket havde sænket sig over København. Jeg tog metroen til Nørreport og S-toget videre til Vesterport. Derfra var gåafstanden tålelig til min lejlighed. Der var ikke noget af betydning i køleskabet eller fryseren. Jeg håbede at få tid til at shoppe den næste morgen. Undertøjet og strømperne fra kufferten røg i vaskemaskinen, som jeg straks startede. Så var det godnat. Jeg skulle nu lige i bad og sende et par mails først.
En af mailene var til en spændende kvinde, jeg havde mødt i Dubai. Hun havde været direktør for en dansk medico-virksomhed, der solgte skønhedspræparater til kvinder med en række arabiske lande som marked. Nu var hun tilbage i Danmark og med sin internationale tilgang, kombineret med en lægeuddannelse og en MBA kunne hun være det stærkeste kort i min søgen efter den rette kandidat. Da jeg slog hende efter på internettet, så jeg til min forbløffelse, at hun også var medlem af Kvindelige Eventyrers Klub. Oveni det var hun noget af en helsefreak. Jeg kom i tanke om, at jeg engang havde set hende på spinningholdet i fitnesscentret i Royal Hotel i København. Hun var virkelig fit for fight. Intet fedt. Muskler. Hun ville være en levende reklame for det, virksomheden skulle sælge.
Hvordan det videre går hovedpersonen og hendes udspekulerede løsning på et mord, tilsat et afhængighedsskabende slankemiddel, et stort motionsprogram til verden og masser af lig til forskningen kan du læse i business thrilleren ”Magt til hverdagsbrug – Af en… dagbog” Bogen har Peter Horn* (fortælling) og Nina Uller** (opgavedel) som forfattere. Weekendavisen skrev i sin anmeldelse: “Man sidder tilbage og håber, at man, brystmålet til trods, havde været klog nok til aldrig at gå på date med denne blondine fra helvede.” Så nogen (mænd) har bogen altså skræmt fra vid og sans. Kan købes her: Få Magt til hverdagsbrug af Peter Horn som Hardback bog på dansk (saxo.com)
*Peter Horn, forfatter eller medforfatter til 22 bøger, primært om erhvervsforhold. Management konsulent, journalist og tv-producer. Master in Experience Leadership Award, Roskilde Universitet; initieret organisationerne Executive Business Networking (1999-2006) og KIB – Kvinder I Bestyrelser (2012-2021), fremme af kvinder i ledelse og bestyrelser. Læs: Peter Horn – Management Consulting | LinkedIn
**Nina Uller, MPO, medforfatter, “Magt til hverdagsbrug”, major og tdl. prodekan på Forsvarsakademiet. Partner i headhuntervirksomheden DEX – Diverse Executive; partner i KIB – Kvinder I Bestyrelser (2014-2016). Læs: Nina Uller | LinkedIn