KIB-rådgiver: Fra mode til mod

Rikke Namunyak Marott, Retorisk Kommunikation. Foto: Camilla Costil

Rikke Namunyak Marott etablerer virksomhed som retorisk kommunikationsrådgiver med speciale i PR-kampagner og kernefortælling. Den internationale model har valgt sin anden karriere som forfatter og akademiker med speciale i retorik. ”Nu skal jeg sælge mod til synliggørelse,” siger hun.

Publiceret 12. april 2021 – Af EM – Webredaktør: Lucas Kanno Kastberg

Rikke Namunyak Marott, Retorisk Kommunikation. Det er navnet på en ny virksomhed i København med speciale i PR-kampagner, kernefortælling og retorik. Den er stiftet af den internationale fotomodel Rikke Namunyak Marott, datter af en kenyansk masai-kriger og en jysk kvinde. Hun har haft en karriere for modefirmaer og magasiner over det meste af verden, hvor hun har kæmpet for sorte modellers ret til at brænde igennem på magasinforsiderne.

Hun har rejst med Jacob Holdt fra ”Amerikanske Billeder” i USA, drukket te med Amerikas største Ku Klux Klan-leder og argumenteret for at nedlægge klanen. Det har hun skrevet en bog om. Da hun sluttede modelkarrieren, valgte hun som sin anden karriere at blive akademiker, cand.mag. i retorik fra Københavns Universitet. 

I sin nyåbnede virksomhed vil hun få ledere og virksomheder til at tale med markedet på en ny måde. ”Identitet gennem den personlige kernefortælling og evnen til at formidle med mod. Alt for mange budskaber er i dag forudsigelige. Ved at etablere modet til at fortælle, hvem man i grunden er, og hvad man vil udrette i verden, kan man ramme en verden, der i princippet består af knap otte milliarder medier, nemlig det enkelte menneske.”

Det er også baggrunden for, at Rikke Namunyak Marott starter sin virksomhed midt i lockdown og coronakrise: ”Når det ser allermest sort ud, skal man finde de lyse sider og sit mod frem! Det er vigtigt. Hvor tit får man egentlig mulighed for at være modig?”

Rikke Namunyak Marott har netop bidraget til KIB – Kvinder I Bestyrelsers kampagne ”Alle vinder” for at få en lov om opslag af alle ledelses- og bestyrelsespositioner igennem i Folketinget – til afløsning af de nuværende måltal og politikker, som skulle løfte ”det underrepræsenterede køn”. Ud over at arbejde som rådgiver er hun også journalist og kronikør.

Læs mere: www.rikkemarott.com