
Resumé: Før første gang i 14 år har PwC og Styreinformasjon kåret en kvinde til titlen Chair of The Year 2020. Forskningsprofessor Nina Smith fik titlen for sit arbejde som bestyrelsesformand for Forenet Kredit. Juryen begrunder: ”Hun har siden sin tiltrædelse som formand for bestyrelsen i 2016 haft en central rolle i at sikre Nykredit et stabilt og langsigtet ejerskab og en stærk kapitalstruktur.”
Publiceret 13. december 2020 – Af Peter Horn – webredaktør: Lucas Kanno Kastberg
Der skulle gå 13 år, før revisions- og konsulenthuset PWC og norske Styreinformasjon fandt en kvindelig vinder til titlen som Chair of The Year – Årets bestyrelsesformand torsdag 11. december: ”Nina Smith har været en nøgleaktør i en af de seneste års helt store succeshistorier inden for aktivt ejerskab, der har givet fleksibilitet og mulighed for at udvikle forretningen til gavn for både ejere og kunder. I stedet for at gå den traditionelle vej via børsnotering af Nykredit, blev ejerkredsen udvidet fra Forenet Kredit, Industriens Fond og Foreningen Østifterne til også at omfatte et konsortium bestående af PFA, PensionDanmark, AP Pension og MP Pension med Nina Smith i spidsen,” hedder det.
Kåringen kan også have at gøre med juryens sammensætning, der tæller to kvinder, nemlig Anne Broeng, bestyrelsesformand for Velliv og bestyrelsesmedlem i Velux, NNIT m.fl. og Birgitte Nielsen, bestyrelsesmedlem, Coloplast, Matas A/S, De Forenede Ejendomsselskaber A/S m.m. De øvrige medlemmer er Thomas Thune Andersen, bestyrelsesformand for Ørsted og Lloyds Register Group and Foundation, næstformand i bestyrelsen i VKR Holding m.fl. og Årets Bestyrelsesformand 2019, Christian Frigast, bestyrelsesformand for Axcel Management, EKF Danmarks Eksportkredit, Bestyrelsesforeningen, Danmarks Skibskredit Holding og næstformand i Pandora, PostNord m.fl., Gunnar Eckbo, CEO, Styreinformasjon og Brian Christiansen, partner, PwC.
“Nina Smith har med sin tilgang til en udvidet ejerkreds skabt fundamentet for en styrket markedsposition for Nykredit, som de seneste år er blevet realiseret via en klar strategi,” siger Mogens Nørgaard Mogensen, senior partner og adm. direktør i PwC ved udnævnelsen, der forgik ved et digitalt transmitteret arrangement.
Nina Smith har sammen med bestyrelsen for Forenet Kredit sammensat et nyt og stærkt hold i direktionen, som kan realisere Nykredits strategi. En opgave, som blev påbegyndt i 2013 med ansættelsen af Michael Rasmussen som CEO og koncernchef, og som blev afsluttet succesfuldt i 2019 med tiltrædelsen af Tonny Thierry Andersen som koncerndirektør for Banking i den nu fire mand store direktion. Årets Bestyrelsesformand 2020 er desuden særdeles god til stakeholder pleje: “Alle de væsentligste aktører i den udvidede ejerkreds er kundeejede, og Nina Smith har evnet at holde en transparent og løbende dialog med alle aktionærerne, herunder også minoritetsaktionærerne, hvilket kræver en stor del stakeholder-pleje og et diplomatisk væsen,” siger Mogens Nørgaard Mogensen.

Nina Smith er lykkedes med at sætte det rette hold i
bestyrelsen. Hun er i dag i spidsen for en mangfoldig og professionel
bestyrelse. Den består i dag af i alt otte medlemmer, hvoraf tre er
generalforsamlingsvalgte kvinder.
“Nina bidrager aktivt i den offentlige debat og er en stærk
fortaler og repræsentant for øget mangfoldighed. På det seneste er hun også
blevet kendt for at bidrage til debatten om dansk erhvervsliv under
COVID-19-krisen, og hun har bl.a. sammen med tre andre topfolk fra dansk
erhvervsliv fremlagt bud på genopbygningen af dansk erhvervsliv efter
COVID-19-krisen,” fortæller Thomas Thune Andersen,
bestyrelsesformand for Ørsted og Årets Bestyrelsesformand 2019. Han er desuden
juryformand i Women’s Board Award – ligeledes indstiftet af Styreinformasjon,
der uddeles til årets kvindelige bestyrelsesperson.
Formand for regeringskommission
Nina Smith er netop blevet formand for en regeringskommission under Finansministeriet, som de kommende år skal komme med forslag til nye reformveje for dansk økonomi. Hun er bestyrelsesformand for Nykredits Fond, VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, næstformand i Nykredit Realkredit A/S og Nykredit A/S, samt medlem af bestyrelsen i Fonden Visit Århus.

Vælges på 14 kriterier
PwC kårer Årets Bestyrelsesformand for 14. år i træk i
samarbejde med Styreinformation. Årets Bestyrelsesformand vælges på baggrund af
14 kriterier, som bl.a. omfatter minimum to år som bestyrelsesformand,
overskud, soliditet, godt omdømme for virksomheden og som bestyrelsesformand
m.v. Dokumentationen for tildeling af prisen er fremskaffet fra årsrapporter og
et spørgeskema til bestyrelsesmedlemmerne.
Tidligere vindere
De seneste års vindere er Thomas Thune Andersen,
bestyrelsesformand for Ørsted (2019), Vagn Ove Sørensen, bestyrelsesformand for
FLSmidth & Co. (2018), Søren Bjerre-Nielsen, bestyrelsesformand for VKR
Holding A/S (2017), Bert Nordberg, bestyrelsesformand for Vestas (2016), Ole
Andersen, bestyrelsesformand for Chr. Hansen (2015), Kåre Schultz,
bestyrelsesformand for Royal Unibrew (2014), Niels Jacobsen, bestyrelsesformand
for LEGO (2013), Lars Nørby Johansen, bestyrelsesformand for Falck A/S (2012),
Michael Pram Rasmussen, bestyrelsesformand for A.P. Møller-Mærsk (2011).
Hun er cand. oceon. og har siden 2001 været forskningsprofessor ved Deutsche Institut für Wirtschaftsforschung i Berlin. Hun er tidligere økonomisk vismand, prorektor ved Aarhus Universitet og Ridder af 1. grad af Dannebrogsordenen.
Kritik – og nej til øget formandshonorar
Mens juryen har sin tilgang, findes der også sure rønnebær. Som her i Finans.dk, der er kritisk i debatartiklen ”Nykredit-formand Nina Smith forsøger at omskrive sit plettede eftermæle”:
Nykredit-formand Nina Smith forsøger at omskrive sit plettede eftermæle (finans.dk) . Til samme medium ytrede Nina Smith sig også om ikke at øge sit bestyrelseshonorar – her gengivet i Dagbladet Børsen: Bestyrelsen i Forenet Kredit, der ejer Nykredit, vil give den næste formand en markant lønstigning (borsen.dk) .
Se video: (9) Mød Årets Bestyrelsesformand 2020 – YouTube