
Resumé: S, RV, SF og Enhedslisten stod med Frie Grønne sammen om beslutningsforslag til afstemning 23. marts. Se tidskode 23:17:13 – gå til klokkeslæt: Tv fra Folketinget / Folketinget (ft.dk)
Publiceret 21.marts – Af Rikke Namunyak Marott – Webredaktør: Lucas Kanno Kastberg
Tirsdag den 16. marts 2021 (F 7) Det næste punkt på dagsordenen er: 21) Forespørgsel nr. F 7: Forespørgsel til erhvervsministeren og ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling: Hvad vil regeringen gøre for at sikre ligestilling af kvinder i offentlige og private ledelser og bestyrelser? Af Sikandar Siddique (UFG). (Anmeldelse 07.10.2020. Omtryk 12.10.2020. Fremme 20.10.2020). Kl. 23:17

Første næstformand (Karen Ellemann): Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 23. marts 2021. Først giver jeg ordet til ordføreren for forespørgerne, hr. Sikandar Siddique, for at begrunde forespørgslen. Velkommen.

Kl. 23:17 Begrundelse (Ordfører for forespørgerne) Sikandar Siddique (UFG):
Tak for ordet. 100 års kamp for lige arbejdsvilkår for begge køn har ikke medført ligeløn og lige deltagelse i erhvervslivets topledelser. Trods formel og juridisk ligestilling mellem kønnene er det endnu ikke lykkedes verdens mest frie og lige land at ligestille mænd og kvinder på arbejdsmarkedet. Flere og flere højtuddannede kvinder indtager i stigende grad den private sektor, men alligevel medfører det ikke flere kvindelige topchefer eller bestyrelsesmedlemmer.
Kvindernes erfaringsopbygning i erhvervets brancher matcher i dag mændenes, og alligevel holdes kvinderne ofte uden for ledelsesog bestyrelsesposter på grund af ubevidste bias og fordomme om, at de hverken kan eller vil. Når der vælges kandidater til ledelses- og bestyrelsesposter, ser mændene oftest efter deres eget spejlbillede, også selv om der er oplagte kvinder, kvindelige kandidater, der ville have været bedre valg for virksomheden, erhvervet og samfundet. Frie Grønne står for lige vilkår i et mangfoldigt diversitetsunivers, hvor civilsamfundet medvirker til at sætte rammen for samfundets regulering.
Vi samarbejder alene og sammen med andre partier med en lang række civilsamfundsaktører, bl.a. KIB-Kvinder I Bestyrelser ved Peter Horn og hans stærke hold af repræsentanter fra erhvervslivet, der nu sætter fokus på ligestillingsproblematikken.
På en af KIB’s konferencer i september 2020 forpligtede delta‐gerne fra erhvervslivets topledelser og topbestyrelser og de fleste folketingspartier sig til at fremsætte konferencens vedtagelsestekst i Folketinget. Teksten indeholdt forslag om lovpligtige opslag for ledige ledelses- og bestyrelsesposter for at sikre, at flest mulige kandidater søger de ledige topposter, så virksomhederne får flest mulige egnede kandidater at vælge imellem.
Var det alene op til Frie Grønne, havde vi i dag fremsat den oprindelige tekst, som vi sammen med de øvrige konferencedeltagere gav håndslag på i september 2020. Da der efterfølgende ikke har været politisk enighed om hele tekstens indhold, fremsætter vi i stedet et forslag til vedtagelse, der er enighed om blandt alle deltagende partier. Det glæder mig meget – i forventning om, at forslaget om offentlige opslag fortsat vil indgå i de kommende relevante initiativer til løsninger, der skal bringe os tættere på et samfund med ligestilling og ligeværd og udmøntes i kommende lovforslag fremsat senest i 2021-22.
Viser det sig mod forventning ikke at være muligt for regeringen og støttepartierne at fremsætte sådan et forslag, vil Frie Grønne fremsætte forslag om fremme af kvinders deltagelse på sam fundets topposter i perioden. Jeg takker regeringen og støttepartierne for opbakningen og ser frem til den konstruktive og frugtbare debat. Tak.
Kl. 23:20 Første næstformand (Karen Ellemann): Tak til ordføreren for forespørgerne. Og hermed vil jeg for besvarelsen starte med at give ordet til ministeren for ligestilling.

Kl. 23:21 Besvarelse Ministeren for ligestilling (Peter Hummelgaard):
Tak til hr. Sikandar Siddique for at give os lejlighed til at tale om en central og aktuel dagsorden på ligestillingsområdet – som jeg synes han på fuldstændig rigtig vis er inde på – nemlig hvad regeringen vil gøre for at fremme ligestilling i offentlige og private ledelser og bestyrelser.
I Danmark bryster vi os jo ofte af at være et af verdens mest ligestillede lande, og det er vi også langt hen ad vejen. Men når det kommer til kvinder i ledelse, sakker vi bagud, både i forhold til de nordiske lande, som vi ofte sammenligner os med, men også i forhold til mange andre lande i resten af verden. Tallene taler deres tydelige sprog: Danmark er nummer 102 ud af 153 lande i forhold til andelen af kvinder i ledelse. Det fremgår af World Economic Forums årlige Global Gender Gap Report for 2020. Og ser vi på udviklingen i Danmark, går det meget langsomt fremad. I en opgørelse fra Danmarks Statistik viser det sig, at andelen af kvinder på det øverste ledelsesniveau i den private sektor er steget fra 9,4 pct. til 12,3 pct. fra 2010 til 2017, altså knap 3 procentpoint på syv år.
Det ser bedre ud i den offentlige sektor: Her er andelen af kvinder på det øverste ledelsesniveau steget fra 23,7 pct. til 30,8 pct. i samme periode. Det er dog stadig ikke prangende, og slet ikke når man sammen‐ holder det med den store overvægt af kvinder, som er ansat i den offentlige sektor. Med den nuværende udvikling er der lange udsigter til, at vi når en ligelig kønsbalance i ledelse, særlig i det private erhvervsliv. Det både kan og skal vi gøre bedre. Det handler ikke om den enkelte kvinde, der skal ind i bestyrelser eller topledelse. Det handler om alle menneskers liv og hverdag. For alle skal uanset køn have lige muligheder for at forfølge den karriere, de gerne vil, uanset om det er på byggepladsen eller i bestyrelseslokalet.
For vi ønsker et samfund, hvor både mænd og kvinder har mulighed for at få indflydelse og sidde med om bordet, når beslutningerne træffes. Og fordi det simpelt hen er en fordel at have større kønsdiversitet i ledelsen. Både danske og internationale undersøgelser viser, at større diversitet i ledelsen har en række gavn‐ lige effekter, f.eks. for virksomhedens økonomi og innovation. Når topledere fra organisationer som Danske Erhverv, Dansk Industri og Nationalbanken påpeger, at manglen på ligestilling i erhvervslivet er et økonomisk problem for Danmark, så skal vi lytte. Og det gør regeringen. Derfor skal der heller ikke være tvivl om, at det er regeringens ambition at understøtte, at vi får flere kvindelige topledere i både danske erhvervsliv og i staten. Vi vil skabe relle fremskridt på området.
De nuværende regler om måltal og politikker for kønsbalancen i private og statslige bestyrelser blev indført af den tidligere, socialdemokratisk ledede regering i 2012. Reglerne forpligter den enkelte virksomhed eller institution til at opstille et måltal for deres egen bestyrelse og til at udarbejde en politik for at fremme en ligelig kønsbalance i ledelsen i øvrigt. En evaluering af lovgivning fra 2017 viser desværre, at den årlige vækst i andelen af kvinder i private bestyrelser ikke oversteg 1,1 pct. Reglerne havde altså en begrænset effekt. Alligevel valgte den borgerlige regering at videreføre reglerne uændret. Der skal ikke tvivl om, at det er denne regerings ambition at styrke lovgivningen og skabe relle fremskridt. Regeringen vil derfor igangsætte en række initiativer, der skal understøtte og fremme kvindelige topledere, både i danske erhvervsliv og i staten. På det statslige område vil vi se på, om vi kan udvide målgruppen og øge gennemsigtigheden for på den måde at skabe mere synlighed om målene for udviklingen.
Vi er meget åbne over for input fra partierne. Vores ambition er, at vi kan fremsætte lovforslag både på mit og på erhvervsministerens område i næste folketingssamling. Nu vil jeg give ordet til erhvervsministeren, som har det primære ansvar for lovgivningen vedrørende private virksomheder.

Kl. 23:29 Erhvervsministeren (Simon Kollerup):
Tak for det. Jeg vil også som min kollega starte med at takke hr. Sikandar Siddique for at rejse et meget interessant emne og en vigtig sag i den her forespørgselsdebat. Som ligestillingsministeren også påpegede i sin tale, er vi i regeringen meget opmærksomme på, at det går for langsomt med at vende udviklingen, og det går for langsomt med at øge andelen af kvinder i de øverste ledelsesniveauer i danske virksomheder. Derfor er vi optaget af, hvordan vi kan udarbejde nogle tiltag, som kan være med til at understøtte erhvervslivet i at få en større andel af kvinder i de øverste ledelsesorganer i både dansk erhvervsliv og også på det statslige område.
Vi tror simpelt hen, at vi går glip af for stor en del af talentmassen ved ikke at have en tilstrækkelig større andel af kvinder i de øverste ledelsesorganer. I forlængelse af det vil jeg også gerne understrege, at vi som regering og fra politisk side, uanset at jeg godt ved, at vi alle sammen gerne vil, ikke kan løfte den her opgave alene, for der påhviler også virksomhederne og organisationerne et stort ansvar for at få sat skub i den her udvikling. Men det, jeg kan fortælle, er, at vi i regeringen allerede har igangsat et arbejde.
Vi er også nødt til at erkende, at det også er en af de indsatser, som er blevet forsinket på grund af corona, da der har været meget travlt på andre områder, men vi har igangsat et arbejde allerede. Derfor har vi heller ikke lagt os endelig fast på, hvilke præcise løsninger vi skal ende med at tage fat om, og derfor er debatten i dag jo også meget kærkommen, al den stund at det også bliver en mulighed for at få løsningsforslag og gode idéer bragt frem fra Folketingets partier og fra ordførerne, som vi kan tage med videre i det arbejde.
Så jeg vil bare benytte den allersidste del af min taletid her til at understrege endnu en gang, at vi i regeringen anerkender spørgerens og mange af partiernes ønske om at bidrage til at finde de rette løsninger, og regeringen vil derfor indkalde til en videre drøftelse med partierne om mulige tiltag for at få sat gang i det her arbejde. Ligesom min kollega bekæftigelsesministeren ser jeg meget frem til den videre debat her i aften og til at høre de input, der måtte komme.

Birgitte Vind fra S gik med RV, SF og Enhedslisten med Frie Grønne sammen om beslutningsforslag til afstemning 23. marts. Se tidskode 23:17:13 – gå til klokkeslæt: Tv fra Folketinget / Folketinget (ft.dk)

Et andet forslag til vedtagelse blev fremsat af V og KF:

Mens DF og NB havde dette forslag:

Følg den videre udvikling i forslag til vedtagelse tirsdag 23. marts på Folketingets TV, www.ft.dk .