
Den tidligere toppolitiker Sandy Brinck, i dag manager i en konsulentvirksomhed, tager i en ny bog livtag med vores opfattelse af en bestemt virkelighed. Hun har valgt novelleformen i ”På den anden side set” for at give tre forskellige udgaver af den samme sandhed. ”På Christiansborg lærte jeg om noget, at det bag enhver tosset konklusion og holdning var en bevæggrund, der gav mening i en andens hoved. Derfor vil jeg gerne skabe eftertanke om, at tingene kan anskues på andre måder end min,” siger forfatteren.
Publiceret 6. juli 2022 – Af Peter Horn – Webredaktør: Lucas Kanno Kastberg
Der udgives over 1.000 skønlitterære bøger – noveller og romaner – i Danmark om året. ”På den anden side set” af den tidligere toppolitiker og nuværende manager i en konsulentvirksomhed, Sandy Brinck, er en af dem og Forlaget mellemgaard kunne måske med lige så stor berettigelse have placeret den blandt fagbøgerne. Det er ikke bare en bog, der skal læses. Den stiller også krav til læserne om, at de skal forstå dens budskab, der er, at sandheden har flere ansigter. Bogens 10 noveller giver nemlig tre forskellige udgaver af samme sandhed.

Vi vil krediteres sandheden
”Mit mål med bogen er ikke, at man skal finde ”den rigtige sandhed”, men derimod forstå sandhedens væsen og hvordan den skabes blandt mennesker. Derfor præsenteres læserne for de tre forskellige udgaver en én virkelighed, som tre forskellige personer, der er involveret, opfatter den. Ofte har vi hver især en ide om, at vores sandhed eller opfattelse er den rigtige. At vi som udgangspunkt har patent på den. Derfor oplever vi ofte, hvordan jagten på sandhed er blevet til en kamp for at få krediteret sit ejerskab af sandheden, siger forfatteren Sandy Brinck, der hermed udgiver sin anden bog. Den første ”En fremmed i mit spejl” var om identitetstyveri. Fra et folketingsmedlem. Forfatteren er tidligere MF (S) og scient. pol. og forlod partiet bl.a. fordi hun havde en anden opfattelse af – sandheden.
Hun fortæller, at hun i mere end 10 år professionelt har analyseret forskellige virkeligheder og oplevet, hvor forskelligt forskellige mennesker oplever den samme situation.
Vi skal undersøge kilderne
”I analyser er det et metodisk princip, at vi skal kildetriangulere, altså høre om det, der undersøges, fra forskellige kilder. Det er et klogt metodisk princip. Med erkendelsen af, at sandheden ligger et sted mellem forskellige kilders oplevelse, har jeg fulgt bl.a. samfundsdebatten med en nysgerrighed på, hvordan det er blevet til en kamp om at få krediteret sit ejerskab af sandheden. Fremfor i fællesskab at søge den viden, der med de forskellige perspektiver kan skabe et fælles ståsted, der fører os tættere på en sandhed, vi kan være enige om.”
Du skal lade dig udfordre
Sandy Brinck har skrevet bogens noveller med udgangspunkt i hverdagslivet. Hun er noget omkring. Kommer ind på bl.a. ægteskabets kompromisser, børn, præster, teenagere, klassefællesskab og bedemænd. Fremstillingerne er meget forskellige, men præges at fordomme, tro, håb og nogle gange negativisme.
”Jeg vil naturligvis gerne optræde med bogens tema, læse op og skabe debat om, hvordan vi bedre kan forstå hinanden og vores motiver. ”Jeg har fundet sandheden. Nu skal I andre bare indse det.” Sådan kunne mange opslag på sociale medier oversættes. Vi råber ud i cyberspace for at få opbakning (likes). Selv voksne har svært ved at håndtere uenighed med andet end foragt og skændsel. I den virkelige hverdag glemmer vi også ofte at spørge os selv, om der kan være en anden måde at anskue situationen på end vores egen, før vi dømmer. I fortællingerne skal du ikke gætte plottet eller regne ud, hvem der er den virkelige skurk. Du skal derimod lade dig udfordre af, at verden kan se anderledes ud, afhængig af, hvis øjne der ser,” siger Sandy Brinck.
Mere om bogen fra forlaget: PÅ DEN ANDEN SIDE SET – Skønlitteratur – Voksne – Forlaget mellemgaard ApS
Omtale i EM af Sandy Brincks andre bøger: Sandy Brinck: Når identiteten bliver stjålet (executivemagazine.dk)