
Resumé: Simon Spies’ eftermæle sætter dybe ridser i rejsebureauets omdømme og kan udløse ”kollektiv skyld” ved at rejse med det brand. Løsningen kan være at bruge koncernens andet opkøbte brand, Tjæreborg, der både opfandt den moderne charterrejse og var innovativ i opdagelse af nye destinationer. Og med en præst, der nok kunne sit fadervor, men aldrig gik over stregen.
Publiceret 27. august 2022 . Af Peter Horn. Webredaktør: Team
Da Janni Spies lod Spies Rejser købe Tjæreborg Rejser i 1989, var det en sensation. ideen var dengang bl.a. at opnå synergier mellem Nordens største udbydere af charterferierejser, der havde ret skarpe profiler af deres primære kunder. Spies var den frække – og den alt for frække, skulle det vise sig – mens Tjæreborg med præsten Eilif Krogager var innovatøren og den modige, der turde sende sit publikum til nye og spændende destinationer, ligesom han også udvidede bureauets aktiviteter til Tyskland (1973) og UK (1977). USA forblev på tegnebrættet, men mulighederne var undersøgt.
Købet havde også et strategisk element: Tjæreborg underbød i en periode konsekvent markedsprisen og sikrede således, at primært Spies havde svært ved at tjene penge på sine rejser. Det gjorde købet ekstra fristende for Spies, der ellers kunne blive udfordret på sit finansielle grundlag.
Tjæreborg var først
Tjæreborg var stiftet af Eilif Krogager i 1950 som Nordisk Bustrafik, mens Spies Rejser startede i 1956. Til en start opererede selskaberne hhv. vest og øst for Storebælt – og siden ekspanderede de i forskellig grad i Norden, hvor de konkurrerede om kunderne. Tjæreborg ”kuppede markedet”, da selskabet fra 1976 som det første i Norden kunne udbyde lavprisrejser til bl.a. New York og Florida til sit nordiske publikum og siden med ruteflyvning til USA med Boeing 747 jumbojets fra det noget alternative Tower Air.

Efter Spies Rejsers køb af Tjæreborg faldt synergiprojektet sammen, salgskontorerne sammenlagdes i 1994 og to år senere hedder ejeren SLG/Airtours. De nye ejere forsøgte med et genoplivningsforsøg, men det hjalp ikke at åbne et nyt hovedkontor i Tjæreborg. I 2009 sammenlagdes selskaberne med Spies som fortsættende – bortset fra Tjäreborg i Finland – og selskabet ophørte som brand i de øvrige lande.
I december 2008 skrev Markedsføring: ”Tjæreborg er fortid. Det er slut med logo, navn og eksistens. Charterbureauerne Spies og Tjæreborg slås ifølge Take Off nu endegyldigt sammen. Dermed forsvinder navnet Tjæreborg, og Spies fortsætter. Bjarne Hornbek, direktør i MyTravel Denmark, der ejer Spies:
”Det kræver tid og ressourcer at vedligeholde to varemærker. Der skal to kataloger til, to websites og to af alt muligt andet. Det er ligesom at gå fra at være kærester til at blive gift og flytte sammen. Der er ingen grund til at have det dobbelte af det hele – når man alligevel gør alting sammen.”
Der er ifølge Bjarne Hornbek i dag kun lille forskel på Tjæreborg Rejser og Spies. Det er de samme danskere, som de samme sælgere sælger de samme rejser til. Gæsterne rejser med de samme fly til de samme destinationer, og bliver hjulpet af de samme guider.
”Fremover kan vi i stedet fokusere på et eneste varemærke – nemlig det nye Spies. Vi siger farvel til Tjæreborg som logo – men vi beholder alt det, logoet står for – og gæsterne.”
I dag er ejeren Nordic Leisure Travel Group, der sælger 1,6 million rejser årligt (fraregnet corona-årene) fra Danmark, Sverige, Norge og Finland under disse brands: Spies, Ving Sverige, Ving Norge, Globetrotter, Tjäreborg, flyselskabet Sunclass Airlines samt Hotels & Resorts med Sunwing Family Resorts, Ocean Beach Club og Sunprime Hotels.

Stærk reaktion mod stifter
Uanset, om den meget stærke og mediedrevne reaktion mod Simon Spies, foranlediget af tre tv-programmer om hans seksuelle omgang med meget unge kvinder, brug af prostituerede og påstande om fysisk og udbredt psykisk vold, måske ”går over”, er Spies som selskab belastet. Brandet har fået dybe ridser og vil et godt stykke tid frem være præget af ”kollektiv skyld” – både hos de, der rejste med selskabet mens Simon Spies levede og dermed finansierede hans udskejelser og påståede overgreb og de, der vælger at rejse med selskabet i dag – på grund af historikken.

Fokus på en anden historik
Derfor kan det ud fra et brandingmæssigt synspunkt være en god ide at flytte fokus og understrege en anden historik – nemlig den, der ligger i Tjæreborg-brandet. Det er en anden fortælling, der ligger langt fra ”morgenbolledamer” og den skyggeside, der ligger over Simon Spies. En beretning om Gorma Krogager, der ikke ville have ”sine” guiders nederdele uanstændigt korte og en stifter, der lærte medarbejderne, at en clips skulle genbruges – man skal vel spare.
En ændring af Spies-navnet til f.eks. Tjæreborg betyder ikke, at Spies på nogen måde kan lade ”fortidens synder” hvile i graven hos sin stifter.
”Man skal være begravet et bestemt sted ved en lille sten, så folk, der føler trang til det, kan gå hen og spytte på ens grav,” sagde Simon Spies noget profetisk om, hvorfor han ville have et gravsted.
Opdatering: Voxmeter – skal ikke undskylde
Denne artikel er nu opdateret (30.8.22) med en måling af analyseinstituttet Voxmeter for nyhedsbureauet Ritzau om, hvorvidt rejsekoncernen Spies bør undskylde for grundlægger Simon Spies adfærd overfor bl.a. unge kvinder under 18 år for i primært 1960-erne og 1970-erne. De 1001 svar fra nationalt repræsentative respondenter er indsamlet fra 24. til 28. august via en webbaseret undersøgelse. Resultatet: “940 af de adspurgte har enten set eller hørt om en DR-dokumentar, der beretter om, hvordan Simon Spies betalte sine unge kvindelige ansatte for seksuelle ydelser, ligesom han tilbød betaling for at udøve vold mod dem. Af dem mener syv ud af 10, at Spies-koncernen ikke bør undskylde,” skriver Ritzau. De adspurgte tager ikke stilling til, om de fremadrettet vil rejse med Spies-brandet.
Seertallene: 467.000
Ifølge Nielsen ( Seertal – Nielsen ) så 467.000 det stærkt markedsførte første program i serien ud af tre i uge 34. Før visningen blev det eksponeret med et betydeligt tryk på DRs egne kanaler og via PR til andre medier:

Læs mere:
Tjæreborg Rejser fylder 25 år – Bing video
Eilif Krogager | lex.dk – Dansk Biografisk Leksikon
Simon Spies – Solkongens liv og tid (historie-online.dk)
Holdt pressen hånden over den mørke side af Simon Spies? (dr.dk)