Hjernen kan trænes som en muskel

Torben Bruhn

Den "nøgne" hjerne. Opadtil ses storhjernen med talrige hjernevindinger adskilt af furer. Nedadtil og bagtil ses lillehjernen og den forlængede rygmarv.

Torben Bruhn er dr. med. og har været forskningslektor på Neuropatologisk Laboratorium, Institut for Molekylær Patologi, Københavns Universitet. I sin forskning har han iagttaget, hvorledes  hjernen under patologiske (sygelige) forhold besidder en fysisk betinget dynamik, der gør den i stand til at tilpasse sig ændrede forhold.  Populært sagt kan man sammenligne hjernen med en muskel, der ligeledes i forbindelse med  øget aktivitet tilpasser sig de ændrede forhold. I tilknytning til det er det af afgørende betydning, at ens omgivelser, herunder personer med indflydelse på ens udfordringer, er vidende om dette fænomen, klar over mulighederne heri, og formår at bidrage til processen. Torben Bruhn arbejder nu med international humanitær nødhjælp.

Den menneskelige hjerne rummer i voksen tilstand omkring 100 milliarder nerveceller. Hver enkelt nervecelle varetager ganske specifikke opgaver. Den lagrer bl.a. informationer eller afgiver impulser til f.eks. en muskelsammentrækning.

Nerveceller med samme speciale er hovedsagligt grupperet i samme område af hjernen.Ud fra et funktionelt synspunkt er der således ikke tale om, at hjernen er en homogen masse af hjerneceller. 

Den kan naturligt inddeles i funktionelle områder. Hjernen fungerer sammen med rygmarven og kroppens øvrige nerveceller som en integreret helhed.

Når man f.eks. brænder pegefingeren på en varm kogeplade, modtages denne påvirkning af visse nerveceller, bearbejdes af andre, og medfører, at endnu andre nerveceller afgiver impulser for at aktivere bestemte muskler i den pågældende arm og hånd, så fingeren flyttes fra kogepladen. Samtidig lagres denne information i hukommelsescentre i hjernen med henblik på fremtidig genkendelse.

Specialiseringen af nervecellerne, kombineret med deres anselige antal, stiller store krav til kommunikationen mellem dem, så hjernen kan fungere som en integreret og koordineret helhed. Hver enkelt nervecelle er med talrige udløbere fra cellekroppen i direkte fysisk kontakt med flere tusinde andre nerveceller.

Indtil for blot få år siden var man af den opfattelse, at den fuldt udvoksede hjerne ikke besad evnen til fysisk udviking. Det var god latin, at antallet af nerveceller udelukkende blev mindre, at ingen nerveceller kunne dele sig, og at nerveceller ikke besad evnen til fysisk udvikling iøvrigt.

Nye undersøgelser viser imidlertid, at selv den voksne hjerne - i lighed med den udviklende hjerne - besidder umodne, såkaldt udifferentierede stamnerveceller, der under bestemte forhold deler sig.

Mikroskopisk billede af hjernevæv. De mørke stjernelignende nerveceller forbindes ved et netværk af nervecelleudløbere.

Når celler deler sig, fordobles deres antal, og det giver hjernen mulighed for at tilpasse sig ændrede forhold. Indtil videre er disse stamnerveceller kun påvist i hjernen i forbindelse med abnorme tilstande som epilepsi og manglende blod og ilttilførsel til hjernen. Hvorvidt de under normale forhold bidrager til en kontinuerlig udvikling af hjernen vides endnu ikke.  Alene deres tilstedeværelse vidner imidlertid om muligheden for fysisk dynamik af den voksne hjerne.

Der tegner sig idag også et andet billede af, hvordan modne voksne nerveceller kan tilpasse sig ændrede forhold: Mister man f.eks. en finger, vil de nerveceller, som i hjernen registrede impulser fra huden på den mistede finger, tilpasse sig, så de registrerer impulser fra tilstødende hudområder.
Mikroskopisk fremstilling af en enkelt nervecelle med dens imponerende netværk af nervecelleudløbere.
Ligeledes vil de nerveceller, som styrede muskelsammentrækning i den mistede finger, tilpasse sig,  så de  varetager muskelsammen-trækning af de tilstødende muskler.

Når nerveceller udsættes for gentagen og kraftig stimulation fra andre nerveceller, forstærkes den fysiske kontakt mellem disse nerveceller, og i visse tilfælde dannes endog nye forbindelser mellem de involverede nerveceller. Tilstedeværelsen af disse fænomener i udpræget grad i hjerneområder, der er af stor betydning for hukommelse og indlæring, er bevis for hjernens fysiske plasticitet (tilpasningsevne) ved udvikling og forandring hos det voksne individ.

Hjernen besidder således, i lighed med en række af kroppens øvrige organer, 

en fysisk betinget dynamik, der gør den i stand til at tilpasse sig ændrede forhold. Populært sagt kan man sammenligne hjernen med en muskel, der ligeledes i forbindelse med øget aktivitet tilpasser sig de ændrede forhold.

Idet man skal huske på, at generne danner grundlaget for og bestemmer udformningen af hjernens fysiske forandring, vidner hjernens fysiske dynamik om miljøets store indflydelse på hjernens udvikling. Der hersker således næppe tvivl om, at hjernen hos det enkelte individ besidder resourser til vidtgående fysisk udvikling.  Den gamle pasus om, at "man kan mere end man tror", er måske mere aktuel end nogensinde.

Spørgsmålet er så, i hvor høj grad det enkelte individ er interesseret i en sådan udvikling af hjernen. I sig selv er en udvikling af hjernen selvsagt uinteressant. Har man ingen ønsker og intentioner om at ville noget mere eller anderledes end det, som livet byder netop nu, er der ingen mening i, at hjernen skal kunne mere end nødvendigt. Men ønsker man udvikling og forandring -  professionelt eller privat -  er en fysisk udvikling og forandring af hjernen tilsyneladende ikke kun et sigte, men en faktisk mulighed, der måske kan animere til at søge udfordringen, uden at strande på dogmer som "det kan jeg ikke",  "det er jeg ikke god til", "det lærer jeg aldrig", etc.

Søger man udviklingen, kan man populært sige, at hjernen i et stort omfang nok skal følge med. Omvendt,  er man af den opfattelse, at den voksne hjerne danner en fast og uforanderlig ramme om ens formåen, fornægter man sig selv muligheden for en måske længe ønsket og måske opnåelig udvikling.

I tilknytning til det er det også af afgørende betydning, at ens omgivelser, herunder personer med indflydelse på ens udfordringer, er vidende om dette fænomen, klar over mulighederne heri, og formår at bidrage til processen. 

Giver f.eks. arbejdsgiveren ikke mulighed for udfordringer til de ansatte, der er indstillet på det, vil den ansatte føle det uheldigt ikke at kunne udnytte sin fysiske formåen, og arbejdsgiveren vil ligge inde med uudnyttede ressourcer. 

Mikroskopisk fremstilling af 2 nerveceller med nervecelleudløbere. I nervecellerne er nervecellekernerne  de mørkeste partier.

Indflydelsen af en sådan uheldig tilstand på arbejdsklima og "tilfredshed på arbejdspladsen" skal her være usagt. Det synes imidlertid oplagt, at begge parter på arbejdsmarkedet vil kunne gavne af erkendelsen af potentialet til fysisk udvikling af hjernen hos den enkelte.

Active Management & Communications © 2000-2014