Konklusion: Flere kvinder klar til topledelse og bestyrelsesarbejde 22/08/15

Emilia van Hauen havde en let provokerende og forfriskende indgang til emnet "erotisk kapital" - om at optimere sig selv.






















(Alle fotos: Mihewi Fürstenwald, KIB/WGC)

Resumé: 75 engagerede deltagere fredag 21. august til konferencen “Flere kvinder i ledelser og bestyrelser” satte fart i drøftelser af videre karrierer i ledelse og bestyrelser.  Konferencen blev til i et samarbejde mellem Lederne, Danmarks største faglige organisation for ledere, og udviklingsorganisationen Kvinder I Bestyrelser /We Grow Companies. “Konferencen gav indblik i, hvad vi er oppe imod – og hvordan vi kan gøre os stærkere gældende i den videre karriere,” sagde flere af deltagerne. Oplæg og workshops blev fulgt til dørs af stærke diskussioner, klapsalver, latterudbrud og et fabelagtigt sammenhold. Der blev udvekslet mange visitkort – og både Kvinder I Bestyrelser og Lederne står til flere nye medlemmer.

Efter konferencen “Flere kvinder i ledelser og bstyrelser” var de fleste af de 75 engagerede deltagere ikke i tvivl om, a det vil give dem mere at gå efter en karriere i topledelse og måske også i bestyrelser.  Som den ordførende direktør for Kvinder I Bestyrelser / We Grow Companies (KIB/WGC), Gitte Maya Elsing, sagde det under reference til en aldrig offentliggjort kronik: “Livet som adm. direktør er meget lettere, sammenlignet med tilværelsen som mellemleder”.  Hun bød sammen med relationschef i Lederne, Susanne Hoeck, velkommen til arrangementet, der ud over at være det første i KIB/WGC-regi også var det første samarbejde med Lederne, Danmarks største faglige organisation for ledere.

Man skal have en grund
Kvinder I Bestyrelser / We Grow Companies har fokus på at udvikle ledelses- og bestyrelsespotentiale blandt primært kvindlige ledere i større virksomheder ved at matche dem med advisory boards eller bestyrelser i små og mellemstore værkstvirksomheder. Som advokat og partner i advokatfirmaet Nyborg & Rørdam, Karin Absalonsen, understregede det i sit oplæg skal man finde motivationen til at indgå i bestyrelser i andet end den økonomiske godtgørelse:

“Med mindre man er bestyrelsesformand i et C-20 selskab er det ikke specielt godt honoreret.” Hun understregede derfor, at det mere handler om indsigt i det strategiske arbejde og den afsmittende effekt, det kan have på lederkarrieren.

Advokat og partner i Nyborg & Rørdam, Karin Absalonsen.

 Norske erfaringer på dansk grund
Direktør Charlotte Alexandra Pedersen, Vinderkurs.dk, havde på vegne af arrangørerne undersøgt effekten af norske NHOs Female Futures udviklingsprogram for kvinder i ledelser og bestyrelser.

Female Future blev skabt for at uddanne flere kvinder til primært bestyrelsesarbejde efter den daværende norske erhvervsminister Ansgar Gabrielsen i 2002 stillede lovforslag om, at begge køn skulle være repræsenteret med mindst 40 procent i børsnoterede selskabs bestyrelser – i dag en realitet i Norge.

Der har nu været 1.500 norske kvindelige ledere gennem programmet – og i henhold til en rapport om de 1.321, der på det tidspunkt havde været gennem programmet, havde 60 procent styrket deres lederposition eller fået en bestyrelsespost. 85 procent har været tilfredse med udviklingsprogrammet. Det kunne ikke dokumenteres, at programmet alene har været befordrende for den videre karriere - her spiller også andre forhold som udvælgelse, drive, personlighed og netværk ind. Men det har altså effekt – det samme som Kvinder I bestyrelser / We Grow Companies allerede har konstateret.



Direktør Charlotte Alexandra Pedersen, Vinderkurs.dk.

Vigtigt at optimere sig selv
Sociologen og forfatteren Emilia van Hauen vakte jubel iblandt med sit oplæg om erotisk kapital – ud fra de teorier, der er udviklet af den britiske sociologiprofessor Catherine Hakim. Emilia van Hauen understregede, at erotisk kapital ikke nødvendigvis havde med udseendet at gøre, og nævnte eksempler på kendte danskere. Hun viste også, hvorledes en tidligere dansk statsministerfrue havde gennemført forvandlingen fra “grim ælling” til “smuk svane” ved at bruge den indre glød og skønhed til at brænde igennem. Hun  fortalte, hvad der skal til for at gennemføre en optimering af sig selv, og understregde, at f.eks. charme ikke har at gøre med at få folk til at grine, men med at få andre til at følge sig værdsat og godt tilpas.

Sociologen og forfatteren Emilia van Hauen.

Alle oplæggene blev efterfulgt af nøje planlagte workshops, som medførte latter, diskussioner, ideudveksling, gode spørgsmål og ikke mindst begavede svar. Workshops blev ledet af oplægsholderne og parther Nina Uller, KIB/WGC og til konklusionen bidrog Susanne Hoeck. Der var afsat god tid til networking, og mange af deltagerne gjorde flittigt brug af deres visitkort – måske endnu et skridt på vej i en videre karriere. Både Kvinder I Bestyrelser og Lederne står til flere nye medlemmer.

Konferencen var tilrettelagt af Peter Horn, partner i KIB/WGC, med hjælp fra Susanne Hoeck, Nina Uller og Gitte Maya Elsing. Herudover bidrog Trine Marxen og Mihewi Fürstenwald, KIB/WGCs sekretariat samt Ledernes KonferenceCenter.

Næste konference 23. oktober
Den næste konference “Bestyrelsesspillet” i regi af KIB/WGC holdes fredag 23. oktober – og tager udgangspunkt i cases fra virksomheder med advisory boards og bestyrelser. Til denne aktivitet vil deltagerne som “bestyrelsesmedlemmer” tage beslutninger, der kan betyde liv eller død for den enkelte virksomhed – og nogle gange også for deres egen, bestyrelsesmæssige fremtid. Vil du vide mere om dine muligheder for at deltage som medlem eller som gæst i denne konference, bedes du sende en mail til Sekretariatet, KIB/WGC, kibwgc@gmail.com og anføre navn (medlemskab), stilling, virksomhed, mail og mobil.
---
Læs mere om Kvinder I bestyrelser / We Grow Companies:
www.kvinderibestyrelser.dk


Læs mere om Lederne:
www.lederne.dk

Se flere fotos fra konferencen her